Demokrati på stylter
Lørdag er der valg i Afghanistan. Men i børnekulturhuset
i Kabul og i MMCC, en afghansk gøgler- og teatertrup med
dansk opbakning, snakker børnene ikke om demokrati - de udøver
det i praksis, og 350.000 børn har oplevet dem. Kronikøren
er formand for MMCC og forstander for Kristeligt Studenter-Settlement.
Af Johs. Bertelsen
Scenen er den tidligere polske ambassade i Kabul. En toetagers
ruin, hvor stort set alle vinduerne mangler, og hvor hele muren
omkring skolegården er hærget af kugler og granatsplinter.
Midt i skolegården står nogle FN-telte, som også
benyttes til klasseværelser. I dag summer hele skolegården
af liv. Omkring 1.000 børn er samlet i skolegården
og kikker forventningsfuldt op mod en interimistisk scene, som er
rejst foran den tidligere ambassadebygning ... MMCC skal optræde.
MMCC også kaldet Mobile Mini Circus for Children er en gøgler-
og teatertrup, der ser det som sin opgave at skabe liv, glæde
og oplysning for de afghanske børn. I de sidste 25 år
har der ikke været meget at grine af i Afghanistan, og det
er derfor meget vigtigt, at børnene ikke kun får materiel
støtte og hjælp, men at de også får lejlighed
til at glæde sig og more sig igen.
Initiativet til MMCC er taget af David Mason, som kender det afghanske
folks sprog og kultur. 11. september 2001 gjorde så stort
indtryk på David Mason, at han besluttede, at nu skulle de
afghanske børn også lære latteren og glæden
at kende. Lige så snart Taleban var ude af Kabul, drog David
Mason derfor til Afghanistan og begyndte at arbejde for at udvikle
en teatergruppe, som kunne rejse rundt og underholde og undervise
de afghanske børn. Gennem en tidligere medarbejder, Berit
Mühlhausen, blev vi i Kristeligt Studenter-Settlement involveret
i dette arbejde og har siden deltaget i arbejdet med at udvikle
projektet.
I dag er MMCC etableret som ngo godkendt af det afghanske undervisningsministerium
og støttet af midler fra Danida. MMCC har Undervisningsministeriets
tilladelse til at optræde i alle Afghanistans provinser, og
siden 2002 har vi optrådt for over 350.000 børn. I
Kabul har vi etableret et børnekulturhus, hvor de voksne
kunstnere har base, og hvor børnene kan træne til egne
forestillinger, deltage i forskellige former for undervisning samt
overvære biograf- og teaterforestillinger.
Som formand for MMCC besøgte jeg Kabul 12.-19. september
og kunne her følge et folkeoplysningsarbejde for børn,
som er et utrolig væsentligt supplement til en demokratiseringsproces,
som ellers fra vestlig side er præget af en nødvendig,
men meget problematisk militær indsats. Problemet er, at demokrati
ikke kan dikteres, men skal læres og indoptages gennem daglig
praksis.
Efter forestillingen på skolen i den tidligere polske ambassade
inviterede den kvindelige rektor på te og kiks. Hendes kombinerede
kontor og lærerværelse var et råt lokale med blå
plastikhavestole langs væggene. Rektoren udstrålede
stor autoritet og værdighed og lod sig overhovedet ikke anfægte
af, at hun var rektor for en ruin.
Hun gav tværtimod udtryk for, at hun nærmest betragtede
vanskelige forhold som et livsvilkår for det afghanske folk,
men også, at dette ikke skulle forhindre dem i hele tiden
at gøre deres bedste.
På mit spørgsmål om, hvad hun havde lavet under
Talebanstyret, svarede hun, at hun iklædt burka i al hemmelighed
havde undervist afghanske piger.
Det fantastiske var, at i dag havde 8-12-årige piger stået
på MMCC's scene og optrådt med og uden stylter, med
jonglering og med sang og musik. For tre år siden måtte
pigerne end ikke gå i skole.
I MMCC oplever vi det som en stor sejr, at først skabte
vi en trup af voksne afghanske kunstnere, som både i Kabul
og ude i Afghanistans provinser har optrådt for og undervist
børnene. I det sidste år er det endvidere lykkedes
i vort børnekulturhus i Kabul at træne en gruppe på
50 piger og drenge, som nu også kan optræde med akrobatik,
sang, dans og cirkuskunster for de mange børn på Kabuls
skoler.
Det er i disse grundaktiviteter, arbejdet med demokrati starter.
Tænk på, at det afghanske folk aldrig tidligere har
haft mulighed for at deltage i en valghandling. Demokrati er for
dem et fremmedord, som først skal til at læres og forstås.
En episode i MMCC viser meget godt denne problemstilling. Vi havde
modtaget noget brugt tøj fra en nødhjælpsorganisation
i USA. Det viste sig, at tøjet mest bestod af shorts og soltoppe
til kvinder, hvilket ikke lige er stilen i det muslimske Afghanistan.
Vore danske medarbejdere ville derfor skille sig af med tøjet
og rådførte sig med vor afghanske vagtmand. Han sagde,
at tøjet absolut måtte brændes, for smed vi det
ud som affald, så naboerne kunne se tøjet, risikerede
vi, at naboerne ville tro, »at MMCC arbejdede for demokrati«.
For mange muslimer i denne del af verden handler demokrati primært
om dekadence.
I MMCC snakker vi stort set ikke om demokrati. Derimod udøver
vi det i praksis.
På vort center i Kabul har vore medarbejdere hængt
en forslags- og klagekasse op i et træ. Under mit ophold blev
der afholdt et børnemøde, som de voksne afghanske
kunstnere stod for. Her blev sedlerne taget frem én ad gangen,
og børnene rejste sig og forklarede deres forslag eller klage.
Én ønskede fodboldudstyr, én mente, at frokostbespisningen
var for dårlig, og en pige klagede over, at hun blev drillet
med at tale med iransk accent, fordi hun havde været flygtning
i Iran. Forslagene og klagerne blev behandlet seriøst, og
der blev fundet løsninger gennem en god demokratisk proces.
Samme dag havde jeg om eftermiddagen et møde med de voksne
afghanske kunstnere og medarbejdere om MMCC's fremtid. Kan vi finde
en organisationsform, hvor vi nok støtter og hjælper
dem fra Danmark, men hvor de selv står for det daglige arbejde
i Afghanistan?
Vi gennemgik forskellige organisationsformer med udgangspunkt i
mit arbejde som leder af den frivillige sociale organisation Kristeligt
Studenter-Settlement og fik på en god måde sat billeder
på ledelse og medarbejderdemokrati.
Demokrati handler om organisationsformer, men det handler også
om oplysning. Derfor er det et vigtigt led i MMCC's arbejde, at
vi når ud til alle provinser med forestillinger, som både
underholder og oplyser. Sidste år havde vi et meget informerende
og underholdende indslag, som handlede om at vaske hænder
og de mange sundhedsfordele herved. I år har vi et klovnenummer
om malariamyggen og mulighederne for at bekæmpe den og beskytte
sig imod den. Til næste år tilbyder vi et stykke om
fredsmægling baseret på dyrefigurer, hvor en bjørn
optræder som mægler mellem en frø og en hest.
Vort oplysningsarbejde handler også om at udvikle nye pædagogiske
metoder. Det falder helt klart en dansker i øjnene, at lærerne
og de ældste elever ved MMCC's forestillinger går rundt
med små svirpepinde og dasker eleverne oven i hovedet, hvis
de formaster sig til at strække hals fra den hugsiddende stilling,
som alle sidder i under forestillingen. På samme måde
har vi også måttet arbejde med vore ansatte kunstnere,
som træner børnene i børnekulturhuset. For de
voksne afghanere er det helt naturligt at bruge korporlig afstraffelse,
hvis børnene ikke makker ret. Dette vil vi ikke se i børnekulturhuset,
men det kan være vanskeligt at forklare, hvorfor en lussing
eller et lille svirp med en pind skulle være så slemt,
når det nu har været et accepteret pædagogisk
redskab gennem århundreder.
Som sagt er mange skolers materielle tilstand meget dårlig.
Uden vinduer og ordentligt tag er de simpelthen for kolde at opholde
sig i i Afghanistans vintermåneder. Derfor holder skolerne
lukket tre måneder om vinteren. Dette giver imidlertid MMCC
en chance for at lave vinterskole, hvor vi dels tilbyder afghanske
lærere kurser i mere kreative undervisningsmetoder, dels også
i begrænset omfang underviser afghanske børn.
Her trækker vi i høj grad på studerende fra
Danmark. Blandt andet har vi haft to kvindelige idrætsstuderende
nede for at udvikle et idrætsprojekt for piger, og i november-december
vil to antropologistuderende fra Moesgårdmuseet i Århus
introducere idéen om at udvikle et børnemuseum, hvor
børnene kan lære om deres lands historie, etnografi
og kulturarv. MMCC er selvfølgelig ikke alene om dette oplysningsarbejde,
men samarbejder med andre ngo'er, som køber vores forestillinger
og kurser i forbindelse med deres arbejde og undervisning. Blandt
andet samarbejder vi med den svenske Afghanistankomité, som
har sundhedsprojekter og støtter grundskoler i 18 af Afghanistans
29 provinser.
Skal demokratiet have en chance i Afghanistan, forudsætter
det en oplevelse blandt afghanerne af fælles historie og fælles
skæbne. Dette er en stor udfordring, fordi landets befolkning
består af mange forskellige etniske grupper: pashtuner, tadsjikere,
hazaraer, mongoler, turkmenere, som så at sige har deres eget
særlige etniske hierarki. Hertil kommer en meget patriarkalsk
kultur, hvor lokale krigsherrer har været vant til at sætte
dagsordenen i provinserne.
Endelig har der udviklet sig en farlig opsplitning mellem Kabul
på den ene side og provinserne på den anden. På
grund af de forskellige besættelsesmagter, først Sovjetunionen
og nu USA, har Kabul nydt godt af de aktuelle magthaveres rubler
og dollar, medens provinserne er sakket mere og mere agterud. Dette
giver i provinserne en stor vagtsomhed over for alt det, der kommer
fra Kabul. Dette mærker MMCC's kunstner- og gøglertrup,
når de tager rundt i provinserne og optræder. Her skal
de træde varsomt med musik og teater og starter derfor altid
med at kontakte de lokale myndigheder og de lokale mullaher, inden
de opfører en forestilling.
Men netop på grund af disse vanskelige forudsætninger
i Afghanistans historie og befolkningsmæssige sammensætning
er arbejdet med børnene så vigtigt. De børn,
jeg mødte i Kabul, var utrolig videbegærlige, engagerede
og kreative og gav håb om, at hvis de får en chance
med fred og materiel sikkerhed samt mulighed for uddannelse og beskæftigelse,
vil de kunne danne kimen til en begyndende forståelse og accept
af, at deres land kan bygge på en konstruktiv mangfoldighed
i stedet for krigerisk forskellighed.
Et persisk ordsprog siger: 'En flod tager ikke skade af, at en
hund drikker af den'. Det betyder ikke noget for en ren flod, at
en beskidt hund drikker af den.
For os, som vil hjælpe andre folkeslag og kulturer på
vej, er spørgsmålet, hvem der er floden, og hvem der
er hunden. Vi har vanskeligt ved at se os selv i hundens rolle,
fordi vi med vort rene og selvretfærdige selvbillede tror
at være et forbillede for alle andre. Jeg gik ind på
én af Kabuls nye internetcafeer for at sende mail hjem til
Danmark. Da jeg tændte computeren, var det første,
der væltede frem på skærmen, reklamer for hård
porno. Et eksempel på det, som vores vagtmand forbinder med
demokrati.
Når vi ikke kan være forargede nok over de afghanske
kvinders brug af burka, er det måske meget godt samtidig at
huske den kvindeundertrykkelse, som også kan ligge i den meget
sexfikserede vestlige kultur. Egentlig undrede det mig ikke, da
vores danske kvindelige medarbejder, Berit, sagde, at nogle dage
kunne hun også have lyst til at trække i burkaen, fordi
hun så følte sig mere beskyttet mod chikanerende mænd
på gaden.
Da jeg skulle rejse til Kabul, havde den frygtelige gidseltagning
i Beslan lige fundet sted, ligesom der til stadighed var gidseltagninger
og bombeeksplosioner i Irak. Både hos mig selv og min familie
og kolleger var der derfor en vis bekymring over risikoen ved et
besøg i Afghanistan. En sådan risiko kan da absolut
heller ikke afskrives, men efter at have tilbragt en uge i Kabul
med besøg på forskellige skoler, og med møder
og samvær med mange forskellige afghanere, er det skræmmende
at konstatere, i hvilken grad vi gennem vore medier dæmoniserer
de muslimske befolkninger som aggressive og terroristiske.
Overalt blev jeg mødt med den traditionelle hilsen 'salem'
(fred) efterfulgt af, at højre hånd føres op
til hjertet. En hilsen, som virkede imødekommende åben,
og som også blev efterfulgt af gode samtaler om, hvad vi kunne
lære af hinanden. En forudsætning for at mødes
på denne måde er selvfølgelig, at man selv fører
sig tilpas ydmygt frem. Her kunne tilstedeværende udenlandsk
militær og ngo'er godt lære noget. Pansrede mandskabsvogne
og store flotte firehjulstrækkere er ikke ligefrem det, der
fremmer forståelsen og kommunikationen.
9. oktober går Afghanistan til valg for første gang
i landets historie. Hermed indleder landet en spændende historisk
proces. En proces, som ikke over en nat betyder, at nu har Afghanistan
demokrati. Der bliver tale om en lang og kompliceret proces, hvor
vi fra Vesten må være tålmodige og tilbageholdende
med vore belærende attituder. Også vi må føre
hånden til hjertet og bøje os i respekt for, at livet
kan bære igennem på andre måder end gennem vore
vestlige demokratier. Et stolt afghansk folk viste i hvert fald
mig, at de ikke har ladet sig kue, selv om de i 20 år ikke
har haft meget at grine af.
|