Demokrati på stylter

Lørdag er der valg i Afghanistan. Men i børnekulturhuset i Kabul og i MMCC, en afghansk gøgler- og teatertrup med dansk opbakning, snakker børnene ikke om demokrati - de udøver det i praksis, og 350.000 børn har oplevet dem. Kronikøren er formand for MMCC og forstander for Kristeligt Studenter-Settlement.

Af Johs. Bertelsen

Scenen er den tidligere polske ambassade i Kabul. En toetagers ruin, hvor stort set alle vinduerne mangler, og hvor hele muren omkring skolegården er hærget af kugler og granatsplinter. Midt i skolegården står nogle FN-telte, som også benyttes til klasseværelser. I dag summer hele skolegården af liv. Omkring 1.000 børn er samlet i skolegården og kikker forventningsfuldt op mod en interimistisk scene, som er rejst foran den tidligere ambassadebygning ... MMCC skal optræde.

MMCC også kaldet Mobile Mini Circus for Children er en gøgler- og teatertrup, der ser det som sin opgave at skabe liv, glæde og oplysning for de afghanske børn. I de sidste 25 år har der ikke været meget at grine af i Afghanistan, og det er derfor meget vigtigt, at børnene ikke kun får materiel støtte og hjælp, men at de også får lejlighed til at glæde sig og more sig igen.

Initiativet til MMCC er taget af David Mason, som kender det afghanske folks sprog og kultur. 11. september 2001 gjorde så stort indtryk på David Mason, at han besluttede, at nu skulle de afghanske børn også lære latteren og glæden at kende. Lige så snart Taleban var ude af Kabul, drog David Mason derfor til Afghanistan og begyndte at arbejde for at udvikle en teatergruppe, som kunne rejse rundt og underholde og undervise de afghanske børn. Gennem en tidligere medarbejder, Berit Mühlhausen, blev vi i Kristeligt Studenter-Settlement involveret i dette arbejde og har siden deltaget i arbejdet med at udvikle projektet.

I dag er MMCC etableret som ngo godkendt af det afghanske undervisningsministerium og støttet af midler fra Danida. MMCC har Undervisningsministeriets tilladelse til at optræde i alle Afghanistans provinser, og siden 2002 har vi optrådt for over 350.000 børn. I Kabul har vi etableret et børnekulturhus, hvor de voksne kunstnere har base, og hvor børnene kan træne til egne forestillinger, deltage i forskellige former for undervisning samt overvære biograf- og teaterforestillinger.

Som formand for MMCC besøgte jeg Kabul 12.-19. september og kunne her følge et folkeoplysningsarbejde for børn, som er et utrolig væsentligt supplement til en demokratiseringsproces, som ellers fra vestlig side er præget af en nødvendig, men meget problematisk militær indsats. Problemet er, at demokrati ikke kan dikteres, men skal læres og indoptages gennem daglig praksis.

Efter forestillingen på skolen i den tidligere polske ambassade inviterede den kvindelige rektor på te og kiks. Hendes kombinerede kontor og lærerværelse var et råt lokale med blå plastikhavestole langs væggene. Rektoren udstrålede stor autoritet og værdighed og lod sig overhovedet ikke anfægte af, at hun var rektor for en ruin.

Hun gav tværtimod udtryk for, at hun nærmest betragtede vanskelige forhold som et livsvilkår for det afghanske folk, men også, at dette ikke skulle forhindre dem i hele tiden at gøre deres bedste.

På mit spørgsmål om, hvad hun havde lavet under Talebanstyret, svarede hun, at hun iklædt burka i al hemmelighed havde undervist afghanske piger.

Det fantastiske var, at i dag havde 8-12-årige piger stået på MMCC's scene og optrådt med og uden stylter, med jonglering og med sang og musik. For tre år siden måtte pigerne end ikke gå i skole.

I MMCC oplever vi det som en stor sejr, at først skabte vi en trup af voksne afghanske kunstnere, som både i Kabul og ude i Afghanistans provinser har optrådt for og undervist børnene. I det sidste år er det endvidere lykkedes i vort børnekulturhus i Kabul at træne en gruppe på 50 piger og drenge, som nu også kan optræde med akrobatik, sang, dans og cirkuskunster for de mange børn på Kabuls skoler.

Det er i disse grundaktiviteter, arbejdet med demokrati starter. Tænk på, at det afghanske folk aldrig tidligere har haft mulighed for at deltage i en valghandling. Demokrati er for dem et fremmedord, som først skal til at læres og forstås.

En episode i MMCC viser meget godt denne problemstilling. Vi havde modtaget noget brugt tøj fra en nødhjælpsorganisation i USA. Det viste sig, at tøjet mest bestod af shorts og soltoppe til kvinder, hvilket ikke lige er stilen i det muslimske Afghanistan.

Vore danske medarbejdere ville derfor skille sig af med tøjet og rådførte sig med vor afghanske vagtmand. Han sagde, at tøjet absolut måtte brændes, for smed vi det ud som affald, så naboerne kunne se tøjet, risikerede vi, at naboerne ville tro, »at MMCC arbejdede for demokrati«.

For mange muslimer i denne del af verden handler demokrati primært om dekadence.

I MMCC snakker vi stort set ikke om demokrati. Derimod udøver vi det i praksis.

På vort center i Kabul har vore medarbejdere hængt en forslags- og klagekasse op i et træ. Under mit ophold blev der afholdt et børnemøde, som de voksne afghanske kunstnere stod for. Her blev sedlerne taget frem én ad gangen, og børnene rejste sig og forklarede deres forslag eller klage. Én ønskede fodboldudstyr, én mente, at frokostbespisningen var for dårlig, og en pige klagede over, at hun blev drillet med at tale med iransk accent, fordi hun havde været flygtning i Iran. Forslagene og klagerne blev behandlet seriøst, og der blev fundet løsninger gennem en god demokratisk proces.

Samme dag havde jeg om eftermiddagen et møde med de voksne afghanske kunstnere og medarbejdere om MMCC's fremtid. Kan vi finde en organisationsform, hvor vi nok støtter og hjælper dem fra Danmark, men hvor de selv står for det daglige arbejde i Afghanistan?

Vi gennemgik forskellige organisationsformer med udgangspunkt i mit arbejde som leder af den frivillige sociale organisation Kristeligt Studenter-Settlement og fik på en god måde sat billeder på ledelse og medarbejderdemokrati.

Demokrati handler om organisationsformer, men det handler også om oplysning. Derfor er det et vigtigt led i MMCC's arbejde, at vi når ud til alle provinser med forestillinger, som både underholder og oplyser. Sidste år havde vi et meget informerende og underholdende indslag, som handlede om at vaske hænder og de mange sundhedsfordele herved. I år har vi et klovnenummer om malariamyggen og mulighederne for at bekæmpe den og beskytte sig imod den. Til næste år tilbyder vi et stykke om fredsmægling baseret på dyrefigurer, hvor en bjørn optræder som mægler mellem en frø og en hest.

Vort oplysningsarbejde handler også om at udvikle nye pædagogiske metoder. Det falder helt klart en dansker i øjnene, at lærerne og de ældste elever ved MMCC's forestillinger går rundt med små svirpepinde og dasker eleverne oven i hovedet, hvis de formaster sig til at strække hals fra den hugsiddende stilling, som alle sidder i under forestillingen. På samme måde har vi også måttet arbejde med vore ansatte kunstnere, som træner børnene i børnekulturhuset. For de voksne afghanere er det helt naturligt at bruge korporlig afstraffelse, hvis børnene ikke makker ret. Dette vil vi ikke se i børnekulturhuset, men det kan være vanskeligt at forklare, hvorfor en lussing eller et lille svirp med en pind skulle være så slemt, når det nu har været et accepteret pædagogisk redskab gennem århundreder.

Som sagt er mange skolers materielle tilstand meget dårlig. Uden vinduer og ordentligt tag er de simpelthen for kolde at opholde sig i i Afghanistans vintermåneder. Derfor holder skolerne lukket tre måneder om vinteren. Dette giver imidlertid MMCC en chance for at lave vinterskole, hvor vi dels tilbyder afghanske lærere kurser i mere kreative undervisningsmetoder, dels også i begrænset omfang underviser afghanske børn.

Her trækker vi i høj grad på studerende fra Danmark. Blandt andet har vi haft to kvindelige idrætsstuderende nede for at udvikle et idrætsprojekt for piger, og i november-december vil to antropologistuderende fra Moesgårdmuseet i Århus introducere idéen om at udvikle et børnemuseum, hvor børnene kan lære om deres lands historie, etnografi og kulturarv. MMCC er selvfølgelig ikke alene om dette oplysningsarbejde, men samarbejder med andre ngo'er, som køber vores forestillinger og kurser i forbindelse med deres arbejde og undervisning. Blandt andet samarbejder vi med den svenske Afghanistankomité, som har sundhedsprojekter og støtter grundskoler i 18 af Afghanistans 29 provinser.

Skal demokratiet have en chance i Afghanistan, forudsætter det en oplevelse blandt afghanerne af fælles historie og fælles skæbne. Dette er en stor udfordring, fordi landets befolkning består af mange forskellige etniske grupper: pashtuner, tadsjikere, hazaraer, mongoler, turkmenere, som så at sige har deres eget særlige etniske hierarki. Hertil kommer en meget patriarkalsk kultur, hvor lokale krigsherrer har været vant til at sætte dagsordenen i provinserne.

Endelig har der udviklet sig en farlig opsplitning mellem Kabul på den ene side og provinserne på den anden. På grund af de forskellige besættelsesmagter, først Sovjetunionen og nu USA, har Kabul nydt godt af de aktuelle magthaveres rubler og dollar, medens provinserne er sakket mere og mere agterud. Dette giver i provinserne en stor vagtsomhed over for alt det, der kommer fra Kabul. Dette mærker MMCC's kunstner- og gøglertrup, når de tager rundt i provinserne og optræder. Her skal de træde varsomt med musik og teater og starter derfor altid med at kontakte de lokale myndigheder og de lokale mullaher, inden de opfører en forestilling.

Men netop på grund af disse vanskelige forudsætninger i Afghanistans historie og befolkningsmæssige sammensætning er arbejdet med børnene så vigtigt. De børn, jeg mødte i Kabul, var utrolig videbegærlige, engagerede og kreative og gav håb om, at hvis de får en chance med fred og materiel sikkerhed samt mulighed for uddannelse og beskæftigelse, vil de kunne danne kimen til en begyndende forståelse og accept af, at deres land kan bygge på en konstruktiv mangfoldighed i stedet for krigerisk forskellighed.

Et persisk ordsprog siger: 'En flod tager ikke skade af, at en hund drikker af den'. Det betyder ikke noget for en ren flod, at en beskidt hund drikker af den.

For os, som vil hjælpe andre folkeslag og kulturer på vej, er spørgsmålet, hvem der er floden, og hvem der er hunden. Vi har vanskeligt ved at se os selv i hundens rolle, fordi vi med vort rene og selvretfærdige selvbillede tror at være et forbillede for alle andre. Jeg gik ind på én af Kabuls nye internetcafeer for at sende mail hjem til Danmark. Da jeg tændte computeren, var det første, der væltede frem på skærmen, reklamer for hård porno. Et eksempel på det, som vores vagtmand forbinder med demokrati.

Når vi ikke kan være forargede nok over de afghanske kvinders brug af burka, er det måske meget godt samtidig at huske den kvindeundertrykkelse, som også kan ligge i den meget sexfikserede vestlige kultur. Egentlig undrede det mig ikke, da vores danske kvindelige medarbejder, Berit, sagde, at nogle dage kunne hun også have lyst til at trække i burkaen, fordi hun så følte sig mere beskyttet mod chikanerende mænd på gaden.

Da jeg skulle rejse til Kabul, havde den frygtelige gidseltagning i Beslan lige fundet sted, ligesom der til stadighed var gidseltagninger og bombeeksplosioner i Irak. Både hos mig selv og min familie og kolleger var der derfor en vis bekymring over risikoen ved et besøg i Afghanistan. En sådan risiko kan da absolut heller ikke afskrives, men efter at have tilbragt en uge i Kabul med besøg på forskellige skoler, og med møder og samvær med mange forskellige afghanere, er det skræmmende at konstatere, i hvilken grad vi gennem vore medier dæmoniserer de muslimske befolkninger som aggressive og terroristiske.

Overalt blev jeg mødt med den traditionelle hilsen 'salem' (fred) efterfulgt af, at højre hånd føres op til hjertet. En hilsen, som virkede imødekommende åben, og som også blev efterfulgt af gode samtaler om, hvad vi kunne lære af hinanden. En forudsætning for at mødes på denne måde er selvfølgelig, at man selv fører sig tilpas ydmygt frem. Her kunne tilstedeværende udenlandsk militær og ngo'er godt lære noget. Pansrede mandskabsvogne og store flotte firehjulstrækkere er ikke ligefrem det, der fremmer forståelsen og kommunikationen.

9. oktober går Afghanistan til valg for første gang i landets historie. Hermed indleder landet en spændende historisk proces. En proces, som ikke over en nat betyder, at nu har Afghanistan demokrati. Der bliver tale om en lang og kompliceret proces, hvor vi fra Vesten må være tålmodige og tilbageholdende med vore belærende attituder. Også vi må føre hånden til hjertet og bøje os i respekt for, at livet kan bære igennem på andre måder end gennem vore vestlige demokratier. Et stolt afghansk folk viste i hvert fald mig, at de ikke har ladet sig kue, selv om de i 20 år ikke har haft meget at grine af.